Nytårsaften og angst

Vores omverden består af mange forskellige lyde. Nogle af disse lyde kan være en skræmmende oplevelse for vore hunde. Mere end 30% af alle hunde er angste for høje lyde som for eksempel fyrværkeri, tordenvejr og skud.

Hunden kan vise, at den er angst ved at:

  • Den ryster,
  • Den gemmer sig,
  • Den søger kontakt med dig
  • Den går rastløst rundt.
  • Den vil ikke spise
  • Den gør meget.

Ved stærk angst vil hunden herudover:

  • Trække vejret meget hurtigt
  • Savle
  • Evt blive apatisk.

Desuden kan man opleve at en ellers renlig hund kan have et uheld indendørs. Hunden kan være så optaget af sin angst, at den ikke lystrer, når du beder den om at gøre simple ting, og ofte vil den ikke gå uden for.

Angst kan udvikle sig, så selvom det ikke er et problem for dig, at din hund er angst, skal du tænke på at det er et problem for hunden selv. Du bør derfor hjælpe din hund over dens angst. Hvis din hund er angst for bestemte lyde, og den ikke får hjælp til at overvinde angsten, er der risiko for, at den også bliver angst for andre lyde. Desuden skal der ofte stadigt mindre til, at angsten udløses. Så en hund, der oprindeligt kun reagerede ved kraftigt skyderi, vil efterhånden reagere kraftigt på selv den svageste lyd.

Man kan købe forskellige cd’er som indeholder kvalitetsoptagelser af forskellige lyde af f.eks. skud, fyrværkeri og torden. Disse cd’er beregnet til at vænne hunde til bestemte lyde, så de ikke bliver bange, når de møder dem senere i livet. Da træningen tager meget lang tid, bør du starte i god tid inden nytårsaften, hvis hunden er bange for fyrværkeri. Du skal være opmærksom på, at det ikke altid er muligt helt at fjerne hundens angst for fyrværkeri eller tordenvejr. Nogle gange vil træning blot dæmpe hundens angst, så det er lettere for den at klare lyden.

Der findes forskellige typer af naturmedicin og feromoner, som kan tage toppen af hundens angst. Almindelige beroligende midler tager ikke angsten, de sløver bare.

Gode råd til at komme godt igennem nytårsaften

  • Sørg for, at hunden får tilstrækkelig motion i tiden op til nytårsaften og på selve dagen. Hav din hund i line, da den kan løbe væk, hvis den bliver forskrækket af f.eks. et højt brag. Leg desuden med hunden, og giv den forskellige små opgaver, f.eks. i form af søgeøvelser, så den bliver mentalt træt.
  • Tag aldrig hunden med ud, når fyrværkeriet er på sit højeste. Luft hunden tidligt på aftenen, inden skyderiet starter, og luft den først igen næste morgen.
  • Undgå selv at skyde fyrværkeri af nær hjemmet, og aftal med naboerne, at de heller ikke gør det. Undlad af fyre bordbomber af.
  • Lad aldrig din hund være alene hjemme nytårsaften, og forlad aldrig hunden for at gå ud at se på fyrværkeriet. Du risikerer at få en hund, som både er angst for fyrværkeri og angst for at være alene hjemme.
  • Tag væk med hunden til et roligere sted, hvis du har forventning om, at der vil blive fyret meget fyrværkeri af, der hvor du bor – eller få hunden passet et roligt sted hos mennesker, som den kender.
  • Træk gardinerne for vinduet, eller rul persiennerne ned i det rum, hvor hunden opholder sig under afskydning af fyrværkeri. Afspil eventuelt beroligende musik for hunden. Det gør den mindre opmærksom på lyde udefra.
  • Hvis hunden vil gemme sig, skal den have lov til det. Du kan eventuelt lave en lille hule til hunden i god tid inden nytårsaften, så den har mulighed for at vænne sig til den. Husk, at hunden skal have mulighed for at gå ind i og forlade hulen, som den har lyst.

Husk at jeg holder Nytårs sjov d. 31/12-18 

 10.00- 12.00 og kl. 13.00-15.00

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *