Træning på forskellige typer underlag

Ved at gå ture på forskellige underlag kan du få en mere alsidig træning af din hund og derved styrke de forskellige muskelgrupper hos din hund. En veltrænet hundekrop klarer lettere hverdagens belastninger og holder som oftest længere.

Hvis I går meget på asfalt kan det i længden slide på hundens led, men i passende mængder kan det være med til at styrke dens led og sener. En jordsti vil hjælpe hunden med afsættet, når den løber og dette er mere skånsomt for ledende.

Bevæger hunden sig ud i sand, vil den, i stedet for at få hjælp med afsættet, lægge kræfter på at trække benet op fra sandet. Den vil heller ikke få samme støtte, når den sætter poten ned igen, da sand er meget bevægeligt og let flyder ud. Dette giver større udfordringer til balancen og vil hjælpe til at træne de stabiliserende muskelgrupper, herunder core-muskulaturen, som er de vigtige muskler i ryg og mave, der støtter rygraden og har stor betydning for et sundt bevægeapparat.

Du kan gå i forskellige typer af vegetation eller ujævnheder, når du vælger underlag. I lavt græs vil hunden ofte lave en slæbende bevægelse med benene, der føres horisontalt hen over jorden. Hvis du flytter den ud i høj vegetation, f.eks. lyng, eller et tykt lag blade vil hunden løfte benene mere i hvert skridt, dette vil særligt aktivere hundens rygmuskulatur.

Forskellige underlag er en enkel metode for at gøre de daglige gåture lidt mere spændene. De kan gøres både med hunden i og uden snor og kan samtidig kombineres med andre øvelser. En anden type af underlagsøvelser er at finde forskellige, for hunden unaturlige, underlag, du lægger ud på jorden og træner den at gå på. Dette kan f.eks. være en oppustet luftmadras eller en presenning.

Vær særligt opmærksom hvis du træner på glatte underlag, så hunden ikke får forstrækninger og vær opmærksom på hundens comfort-zone. Den skal udfordres, men i et passende tempo. Pas på med at gå for hurtigt frem. Tænk på at hunden kan behøve optræning og langsom tilvænning til visse underlag.

Gjort på den rigtige måde, vil det ikke alene træne hunden fysisk, den vil også få bedre selvtillid, når den føler sig dygtig og mere sikker på, hvordan den skal klare nye udfordringer. Ved at lave denne form for aktivering vil det styrke hundens tillid til dig, da du som leder er den, der har guidet den igennem udfordringerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *